Læsø er et helt samfund med skole, børnehave, biograf, ældrepleje, lægehus og så videre. Alle funktioner, der er i andre kommuner, er også her, bare mindre og let tilgængeligt og overskueligt. Nærdemokratiet virker, du kan møde din politiker næsten hver dag, eller når det ønskes.
Det er som regel muligt at finde arbejde på Læsø. Specielt håndværkere og personale inden for social- og sundhedssektoren er meget efterspurgt. Men den driftige iværksætter vil også møde et område, der har masser af potentiale for den rigtige person. Der hersker en særlig ånd på øen, hvor man hjælper hinanden og tager fat, når der er brug for det. Læsø er den kommune i Danmark, der har det højeste antal selvstændige i forhold til indbyggertallet. Det er selvstændighedskulturen, der præger samfundet.
Hvis man drømmer om et sted, hvor man kan slå sig ned og bo i et levende og engageret lokalsamfund og have masser af plads og mulighed for jagt, fiskeri m.m., er det ideelt. Hvis man har brug for en tryg og stabil hverdag til at sikre børnene en god opvækst, findes det ikke bedre. Serviceniveauet på øen er højt, og børnepasning og skole prioriteres i særlig grad, så de unge får den bedste ballast, når de skal videre ud i verden.
Læsø Kommune har sammen med virksomheder udgivet en brochure, der fortæller lidt om mulighederne for at Bo og leve på Læsø - hele året og hele livet.