Vi oplever at mange borgere ikke kender de muligheder og tilbud, der rent faktisk tilbydes på Læsø.
I forbindelse med debatten om ensomhed har vi i Ældrerådet taget initiativ til at få udarbejdet en folder, der orienterer om de eksisterende foreningstilbud.
De fleste ældre mennesker lever et godt socialt liv, men for nogle er ensomhed et stort og ofte overset problem. Det kan have store konsekvenser for den enkeltes livskvalitet, helbred og trivsel.
Hvis vi skal forebygge ensomhed kræver det, at vi tilbyder fællesskaber, der er et reelt alternativ til ensomheden.
Nogle af de største barrierer for at bryde ensomhed er, at man mangler nogen at følges med; at det kan være svært at være ny, og at man ikke kan komme hen til de aktivitetstilbud, som findes.
Hjælper vi hinanden – også i forhold til det, at komme ud og med i en forening, så tager vi et fælles skridt mod at færre oplever ensomhed.
Vi kan og vil fællesskabet på Læsø – lad os gøre en ekstra indsats for at få flere med.
Johnny Leif Sørensen
Formand for Ældrerådet