Farvel og tusind tak
Vicekommunaldirektør Lotte Keller Christensen har, til vores store beklagelse, anmodet om en aftrædelsesordning. Denne anmodning kommer i forbindelse med et sygdomsforløb, hvor hun har vurderet, at fremtiden skal fortsætte et andet sted i landet.
Vi beklager dybt, at hun mener, hendes arbejdskraft ikke længere kan gøre en forskel for Læsø Kommune, men vi respekterer naturligvis valget.
Hun er allerede savnet, og vi er nu i gang med at finde en afløser.
Karrieren startede i den kommunale forvaltning i Hanstholm Kommune som nyuddannet socialrådgiver tilbage i 2000. Allerede dengang viste hun stort engagement og ledelsestalent, og inden flytningen til Læsø blev hun teamleder i socialafdelingen og en del af holdet, der stod for sammenlægningen af de tre kommuner Sydthy, Thisted og Hanstholm. Hun har altid foretrukket mindre og nære arbejdspladser, hvorfor valget naturligt faldt på barndomsøen Læsø som næste arbejdsplads.
I Læsø Kommune begyndte hun en 18 år lang karriere som plejehjemsleder. Sidenhen har hun varetaget et væld af opgaver og titler. Hun har dog aldrig været specielt optaget af titler, men i stedet kastet al sin energi og tid ind på at sikre, at "humlebien" Læsø fortsatte sin flyvende færd.
Hun har mestret alt fra det ligeværdige møde med borgerne, personaleudvikling, krisestyring under blandt andet Corona og Ukraine-krisen, til de mange opgaver som udvalgssekretær. Herunder det benhårde arbejde med at sikre, at de nødvendige budgettilpasninger blev håndteret bedst muligt for både borgere, medarbejdere og kommunen.
Hun har også haft en særlig evne til at træde til og gøre en forskel, når der manglede folk på diverse poster. Som hun selv siger, var hun glad for at kunne hjælpe som konstitueret kommunaldirektør, men også lettet over at slippe for opgaven igen.
Selvom hendes hjerte altid har været plantet der, hvor hun kunne gøre en forskel for borgerne – uanset om det drejede sig om børn, udsatte voksne, arbejdsledige eller ældre – har hun med sikker hånd stået ved roret gennem alle 18 år. Hun har været med til at tage mange svære beslutninger, først som en del af ledergruppen og de seneste 10 år som medlem af direktionen.
Hun har været en central del af Læsøs samfund, på godt og ondt. De fleste ville have fundet de mange kasketter udfordrende, men hun har udvist eksemplarisk beherskelse af de syv embedsmandsdyder.
Læsø Kommune takker for de mange års store bidrag, hvor blandt andet vores inkluderende fællesspisning med gratis skolemad, Danmarks bedste værested, og hendes dygtige håndtering af utallige ad hoc-opgaver, står som tydelige resultater. Hun har set potentialet i de enkelte medarbejdere og givet det plads til at udvikle sig.
Tak for tiden og indsatsen, og forhåbentlig på gensyn.