Nyhed: Læsø bliver en skulptur rigere
Læsø kan snart byde velkommen til en ny og unik skulptur! Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst har givet tilskud fra puljen ”Kunst i det offentlige rum: Realisering af kunstopgave” til kunstværket ”Sandflugten” af kunstner Birgitte Ejdrup Kristensen. Læsø Kommune støtter også projektet, sammen med lokale aktører som Haabet – Per Kirkebys tidligere kunstnerbolig, der nu huser Læsø AiR (Artist in Residence).
Skulpturen bygges af genbrugsmursten doneret af Læsøboere under Birgitte Ejdrup Kristensens ophold på Læsø AiR i 2022. Disse mursten rummer over 400 års historie og inkluderer blandt andet store munkesten fra den nedrevne Hals Kirke samt mursten fra skonnerten Alexander, som forliste ved Læsø den 11. december 1856. Skibet var på vej fra Flensburg til Göteborg og var lastet med 20.000 mursten, som nu hviler på havets bund. Mange af disse historier centrerer sig om sandflugten på Læsø i slutningen af 1500-tallet.
Vi ser frem til, at Birgitte Ejdrup Kristensen besøger Læsø i løbet af sommeren, hvor skulpturen vil blive opført ved Østerby Havn.