![]() Læsø har ikke et almindeligt byvåben som så mange andre kommuner har det. Læsø Kommunes officielle brevpapir har derimod et aftryk af et segl, det gamle Læsø Segl, som det kaldes i folkemunde. Dog har der alle dage hvilet noget gådefuldt over det gamle segl. Rundt seglets kant kan læses: SIGILLUM SANCTI KANUTI DE LÆSHØ, ( SEGL HELLIG KNUD AF LÆSØ ) og den kronede kong Knud den Hellige ses siddende på sin tronstol med scepter i venstre hånd og højre hånd op til brystet, hvor der hænger en ring. Væggen bag kongen er dækket af roser og kors. Denne form for ornamentik tyder på, at seglet stammer midten af 1300- tallet. Seglet ligner et såkaldt ”gildesegl” og det antages, at nogle skippere og bolsmænd på Læsø engang slog sig sammen i et Sct. Knudsgilde til fælles hjælp og beskyttelse. Deres segl er så efterhånden blevet til ”Landets eget segl”. Netop sådan omtales seglet i senere skrifter. Der er altså ikke tale om et myndighedssegl, men om et segl, som de menige læsøboer brugte, når de henvendte sig til kongen og øvrighederne. Et sådan segl på en skrivelse gav ordene større vægt: Selveste Knud den Hellige stod bag deres henvendelse. Der findes gamle dokumenter med seglet, og i en retssag fra 1668 ville myndighederne have, at de menige læsøboer skulle aflevere deres segl til landfogeden, men det blev der ikke noget ud af. I 1894 købte Nationalmuseet seglet for 25 kr. af daværende sogneråd, som nu var folkets forsamling. Til gengæld fik Læsø en nøjagtig kopi i metal. Denne kopi er desværre forsvundet. |
|